I oktober måned 1942 begyndte jeg på École Normale Supérieure (Læreanstalt for kommende forskere og universitetslærere) efter at have bestået optagelsesprøven til École Polytechnique (Polyteknisk Læreanstalt) for anden gang uden dog at begynde på skolen. Jeg havde bestået optagelsesprøven til École Polytechnique første gang i 1941, da jeg var elev i den specielle matematik forberedelsesklasse på Lycée Saint-Louis i Paris (Saint-Louis Gymnasiet).

Den 16. februar 1943 blev meddelelsen om indførelsen af tvangsarbejde (S.T.O. Service du Travail Obligatoire) givet over den nationale radio. Alle unge mænd født i 1920, 1921 og 1922 indkaldtes til tvangsarbejde i Tyskland for at forstærke den tyske indsats. Sideløbende hermed iværksattes en folketælling af alle unge mellem 20 og 30 år i hele Frankrig. Straks samme aften, med den hurtighed der nu var blevet sædvane, kom reaktionen fra London: "Nej til folketællingen!" Protesten mod denne folketælling tog en ekstraordinær dimension. De landflygtige franskmænd i London lancerede en radiokampagne der langt overgik alt hvad der hidtil var blevet præsteret. "Hvis du vil forkorte krigen, så arbejd ikke for Hitler!" lød det fra London.

Den 1. august 1943 bestod listen over militærnægtere af 85 000 navne. Da jeg er født i 1923 vedrørte tvangsarbejdet ikke mig, men jeg besluttede alligevel at afbryde mine studier på École Normale for at forsøge at slippe af sted til England eller Nordafrika.

I august 1943, efter at have afsluttet mine eksaminer i fysik, differentialregning og avanceret matematisk analyse, drog jeg af sted til mine fætre i Bernadets-Debat i Hautes-Pyrénées departementet for at gøre "landbrugs tjeneste" på deres gård. Jeg blev overrasket over, at 3 unge mænd fra denne landsby var taget af sted til Tyskland for at udføre tvangsarbejde, når man tager i betragtning at byen kun befinder sig 70 kilometer fra den spanske grænse.

I Tarbes besøgte jeg en af mine forældres venner, Hr. Denis Prunet. Efter at have indviet ham i mine planer om at flygte til Nordafrika foreslog han, at sætte mig i kontakt med en modstandsgruppe, der illegalt kunne få mig over den fransk-spanske grænse. Jeg skulle blot komme til Tarbes, indlogere mig hos ham og så afvente min afgang.

Inden jeg tog tilbage til Paris, besøgte jeg min farmor i Marseille. Hun kritiserede energisk mine projekter og advarede mig imod en eventuel arrestation af min far som arbejdede som professor i fysik på universitetet i Paris. Jeg nåede også at tilbringe et par dage i

Les Lecques, hvor mine forældre havde et hus. Les Lecques ligger imellem Marseille og Toulon. Uden nogen speciel grund iagttog jeg de forskellige installationer langs med stranden, som var anlagt for at genere en eventuel landsætning af tropper.

Tilbage i Paris, fik jeg kendskab til at to af min brors venner, Fontanet et Baylé, begge elever fra École Polytechnique, søgte en mulighed for at komme til Spanien. En sådan var ikke let at finde, men jeg var jo så heldig at have kendskab til én.

Fontanet havde allerede været i Lourdes for at tage kontakt med en gruppe, man havde angivet ham, men den fungerede ikke længere, var blevet "brændt". Han var nu tilbage i Paris, hvor han midlertidigt havde sin gang hos Caudron-Renault som på det tidspunkt arbejdede for Messerschmitt fabrikkerne i Augsburg.

École Polytechnique havde sendt flere elever derhen på tvangsarbejde og her havde han blandt de andre studerende mødt Baylé som var fra samme årgang.

Da Fontanet et Baylé igennem min bror hørte, at jeg havde kendskab til en forbindelse og at jeg desuden søgte rejsekammerater, blev det hurtigt besluttet, at vi ville tage af sted sammen.

I de sidste dage af september havde jeg, sammen med min far, møde med Georges Bruhat, underdirektør for École Normale. Vi informerede ham om min afrejse således, at man fra skolens side ikke skulle iværksætte en eftersøgning. Det blev besluttet, at jeg officielt var i Sydfrankrig på rekreation. Hr. Bruhat ønskede mig til afsked held og lykke med mit forehavende. Jeg så ham aldrig siden,- han blev senere deporteret til Buchenwald og døde i Sachsenhausen.

Den 4. oktober 1943 udeblev Fontanet og Baylé fra deres arbejde og vi forlod Paris med nattoget til Toulouse fra Austerlitz banegården.

I Vierzon blev jeg vækket midt om natten af den tyske soldat, som kontrollerede passagererne. Han bad mig stå af toget idet mit identitetskort ikke havde det rigtige stempel ! Jeg stod så af og tilbragte resten af natten i en tom vogn, der stod på et sidespor. Næste morgen gik jeg hen på "kommandanturen" i Vierzon og fik der det rette stempel på mine papirer, hvorefter jeg gik tilbage til banegården for at vente på det næste tog til Toulouse. Jeg var fremme den 5. oktober ved 20-tiden.

At indlogere sig på hotel var både farligt og svært så jeg gik direkte hen til min kammerat Jean Combes forældre som boede 80, rue du Taur. Da man skulle undgå at have kompromitterende skriftligt materiale på sig, havde jeg lært en hel liste med adresser udenad i Toulouse, Tarbes, Madrid, Casablanca, Alger og Brazzaville. Jean Combes forældre modtog mig midt om natten som var jeg faldet ned fra månen. Næste morgen tog jeg toget videre til Tarbes, hvor jeg straks henvendte mig til Hr. Prunet. Vi aftalte, at han sørgede for logi og morgenmad, men at jeg måtte tilbringe dagens timer ude i byen. Dagen før havde han haft besøg af mine rejsekammerater, Fontanet og Baylé ; de var indlogerede på lignende vilkår hos et ungt, modigt ægtepar, nogen af Baylés søsters venner, indtil afgangen til Spanien. Dagen efter mødtes vi atter og vi bestemte, at vi efter tur skulle tilbringe dagen alene, - tre unge mænd på 20 år der strejfede rundt i Tarbes i flere dage ville vække unødig opsigt. Vi tilbragte dagene i byens udkant, - kun én gang tog vi samlet af sted til Lourdes. Vi mødte aldrig de personer der stod for vores "forbindelse", men fik kun besked om, at vi skulle indfinde os på banegården i Tarbes, fredag den 15. oktober (1943) med, som eneste bagage, en taske med forsyninger til et par dage. Samme dag som vi fik denne besked, returnerede jeg min overflødige kuffert til mine forældre i Paris.

To personer, der var ankommet hver for sig til banegården på det angivne tidspunkt, henvendte sig til os og bad os om at udlevere det aftalte beløb : 3000 F pr. person (en debuterende forsker ved CNRS, Nationalt center for videnskabelig forskning, tjente på det tidspunkt 2000 F om måneden).

Toget, et lokaltog til Bagnères-de-Bigorre, holdt ved sporet ; det var et tog i hvilket kupéerne pa 3. klasse havde en dør i hver side. Vi blev bedt om at stige op i en bestemt kupé. Pærerne var knuste og vi kunne knapt skimte et par andre passagerer som sad i vognen. Ved stoppestedet i Pouzac, det sidste før Bagnères-de-Bigorre, åbnede én af passagerne døren i den side der vendte ud mod sporet og bad os om at stige af. Da toget atter var kørt stod der ni flugtkandidater til turen over Pyrenæerne tilbage og deres to (eller tre) guider.

I Bagnères-de-Bigorre begyndte den "forbudte" zone, hvor ingen kunne opholde sig uden tilladelse fra tyskerne. Vi satte straks af sted ind over marker og enge, forbi Sainte-Marie-de-Campan og travede fortsat hele natten indtil Col d’Aspin. Her forlod vore guider os i en skov, hvor vi skulle vente indtil næste nat. Nye guider ville da lede os under næste nats march. Vi prøvede da at sove ude i 1500 meters højde i oktober måned. Under denne første natlige vandring og i løbet af den efterfølgende hviledag ved Col d’Aspin, stiftede vi bekendtskab med vore flugtkammerater.

Den yngste, en fyr fra Alsace på 17 år, var blevet rekrutteret med tvang af den tyske Wehrmacht. Han var modigt "deserteret" og forsøgte nu at slutte sig til den franske hær i Marokko. En anden, som lige var blevet optaget på det franske militarakademi "École Saint-Cyr", havde strejfet rundt i området i en uges tid ; han havde troet, at han kunne finde vejen til Spanien selv ved hjælp af et kort og et kompas. Da han hørte at Fontanet , Baylé og jeg kom henholdsvis fra École Polytechnique og École Normale følte han sig lidt tryggere, men han var allerede udmattet. Han var også tungt lastet med en stor frakke, ekstra støvler osv. Vi andre rejste let med en lille rygsæk med kun lige forsyninger til et par dage. Jeg har kun vage erindringer om de øvrige fire rejsekammerater.

Lørdag aften, den 16. oktober, kom nye guider og hentede os. Efter kun et par timers march førte de os til en lade hvor vi opholdt os resten af natten og hele søndagen – selvfølgelig i største stilhed og uden at vove os udenfor.

Søndag aften gik turen videre med atter nye guider. Den mest risikable del af denne etape var passagen af en bro i Vielle-Aure hvor tyske soldater var bænkede ved en café i landsbyen. Vi passerede broen én efter én på tegn fra en beboer. Vi nåede derefter frem til et skiffer brud, hvor vi hvilede ud til næste morgen klokken 5. Nye guider bragte os videre langs stier på østsiden af bjerget op over Hospice Rioumajou, hvor sneen begyndte at dække stierne.

Det var nu blevet mandag den 18. oktober, klokken var 11 og vore guider udpegede Port du Plan for os (i 2457 meters højde). De forsikrede os om, at vi ville være ovre i løbet af en halv time og ønskede os fortsat god tur, hvorefter de tog afsked.

Vi startede opstigningen af den sidste etape af bjerget i sne til midt på skinnebenet, efter et stykke tid vadede vi i sne til knæene. Kl. 14 var bjergets top stadig i sigte, men vi nærmede os stadigt langsommere. Kl. 15 efterlod jeg udmattet mine sidste forsyninger i sneen – Fontanet og Baylé som var mere modstandsdygtige end jeg, samlede det hele op igen ! Seks af os fortsatte, de tre andre besluttede at vende om og returnere til dalen. Endelig kl. 16 nåede vi omsider til Port au Plan, grænsen til Spanien. Hverken franskmændene eller tyskerne kunne bevogte alle pas, især ikke de pas der var så vanskeligt tilgængelige som det vi netop havde nået.

Vi var i Spanien ! Vi var, uden at vide det, iblandt de 23 000 franskmænd for hvem det lykkedes at flygte fra Frankrig til Spanien under besættelsen.

Natten faldt på og vi gik ned imod dalen indtil vi fandt en lade, hvor vi kunne sove. Vores tøj var gennemblødt af den lange vandring i sneen og vi sov nøgne i halmen, den første rigtige søvn efter at vi havde forladt Tarbes. Den næste dag, tirsdag den 19. oktober, gik vi videre ned i Cinqueta dalen; undervejs kom vi til en bro som det var umuligt at undgå at gå over; lige på den anden side holdt det spanske politi på udkig efter unge franskmænd, der som vi var kommet over bjergene. Vi blev hos politiet indtil deres vagt var slut ved 16-tiden; De tog os derefter med til stationen i landsbyen Plan længere nede i dalen.

Folk fra landsbyen tog varmt imod os og gav os brød og pølse – vi var på det tidspunkt uden forsyninger. Vi blev låst inde på stationen af betjentene, der forsikrede os, at de i løbet af de nærmeste dage, ville føre os til konsulen i byen. Vi havde intet, vi vidste ikke hvad der foregik og vi havde ingen steder at gå hen… Vi kunne under ingen omstændigheder have gjort andet.

Om dagen lod de os gå rundt i landsbyen, hvor de fattige beboere delte deres mad med os. Efter et par dage forlod vi stedet med betjentene. Først til fods, derefter med bus til den by hvor vi troede, at vi skulle møde konsulen. Byen, som vi ikke kendte, var Barbastro, 106 kilometer derfra. Efter 12 km kom vi til Salinas de Sin hvor vi skulle vente på bussen til Bielsa og Barbastro. Vore vogtere bad om penge til at betale billetten med, - vi svarede, at vi ikke havde nogen, vi ville gemme de sidste rester.

Vi gik derfor videre til fods, hvilket ikke var noget problem for os, vi havde allerede gået flere nætter i træk for at komme fra Pouzac til Plan ! I den næste by stod vi alligevel på bussen med betjentene. I en lille by ved navn Ainsa, holdt bussen en pause og vi gik ind i en café med vore vogtere. Værten gav os et måltid mad. Det lod til, at vi for disse spaniere var en slags helte – de håbede måske, at vi ved at kæmpe imod tyskerne også ville forårsage Francos fald, hvilket uden tvivl var deres ønske.

Vi nåede omsider frem til Barbastro ved 20-tiden, hvor vi blev ført til en bygning, et gammelt kloster. Da porten faldt i efter os, gik det op for os, at vi ikke var hos konsulen, men i fængsel… Vores naivitet havde været uden grænser.

Vi var i fængsel ! Vi blev indregistreret, vi opgav vores identitet og blev frataget alt hvad vi havde på os inklusive vores få franske francs. Vi fik en kvittering, men den var ikke meget værd.

Vi blev ført ind i en stor sal, hvor ca. 70 franskmænd opholdt sig. Hvor længe havde de været der ? Fangerne rykkede lidt sammen og overlod os 4 madrasser til 6 mand. Fontanet, Baylé og jeg delte 2 af madrasserne og vi sov sådan under hele vores ophold i Barbastros fængsel, som skulle vise sig at vare 1 måned.

Det eneste tøj vi havde, var det vi havde på under vores flugt og dette tøj beholdt vi indtil vi den 26. december fik noget nyt fra Røde Kors i Madrid

(hvilken ?) under vores overførsel til Malaga.

Vore medfanger udspurgte os om nyt fra Frankrig og krigen. Ud fra de stillede spørgsmål, kunne vi forstå, at de havde opholdt sig i fængslet i mindst 6 måneder, hvilket virkelig fik os til at miste modet. Da de så vore triste miner, udbrød der latter ! Gennemsnits opholdet i Barbastro var på 1 måned og alle nytilkomne fanger blev udsat for den samme vittighed…

Næste dag hos fængslets frisør blev vi barberet fra top til tå. Under gårdturen mødte vi en flok landsmænd, der ellers opholdt sig i en anden sal. Fontanet og Baylé fandt en studiekammerat fra École Polytechnique og jeg stødte på Jean Beydon, en af min ældste brors venner fra gymnasiet. Han havde forberedt sig til optagelse på den militære søfartskole École Navale på Saint-Louis Gymnasiet. Søfartsskolen eksisterede ikke længere, men optagelsesprøverne fungerede stadigvæk. Eleverne fulgte derefter undervisningen på École Centrale i stedet.

Fængslet i Barbastro var også stedet hvor mange spanske republikanere blev holdt fanget i årevis, helt indtil General Francos død i 1975. De spanske fanger var ikke på gårdtur samtidigt med de franske fanger, gården var simpelthen ikke stor nok til at alle kunne opholde sig dér på samme tid. Hver søndag var der gudstjeneste, det var obligatorisk for de spanske fanger og valgfrit for os franskmænd. Men de fleste gik nu til messe, det var en kærkommen lejlighed til at forlade den trange sal. Regelmæssigt ankom nye franske fanger til stedet. En dag, ankom én af de tre fyre vi havde mødt den 18. oktober, da vi steg op imod Port de Plan.

Han forklarede os, at han med én af de to andre var vendt om for at gå ned til Hospice de Rioumajou. Den tredje var faldet udmattet om i sneen og var død. Han var kun 21 år og hed Sapone. Han havde forinden bestået optagelsesprøven til École St.Cyr, til trods for at skolen ikke længere eksisterede. Optagelseskurserne og rekrutteringen kørte videre, velsagtens for at forberede fremtiden.

Direktøren for fængslet kom af og til ned i salen for at læse op fra listen over dem der skulle forlade Barbastro. Efter en måned var Fontanet, Baylé og jeg, til vores utrolig store glæde, endelig på listen. Ført i håndjern to og to, forlod vi stedet med tog i retning af Saragosse.

Da vi ankom til Saragosse blev vi ført igennem byens gader til fængslet, stadig til fods og stadig lænkede to og to. Det var et moderne fængsel, hvor vi blev indespærrede i 15 mandsgrupper i celler på 10 m2 ! Der var vandhane og et hul som toilet… Efter et par timer bragte man os nogle madrasser, men det var umuligt for alle at ligge ned på samme tid. Dette helvede varede 3 dage, hvorefter vi blev transporteret med tog til koncentrationslejren i Miranda.

Miranda lejren forekom os at være selve paradiset efter skærsilden i Barbastro og helvedet i Saragosse. Lejren var blevet bygget af Franco under borgerkrigen efter gode råd fra Hitler. Den kunne rumme flere tusinde fanger. De utallige barakker, var opført i træ og stod i sirlige rækker, husede 120 til 130 personer af gangen. Lejren var ledet og styret af militæret. Som en klassisk lejr var der høje mure, pigtrådshegn og vagttårne. En oberst, som ikke virkede specielt aggressiv overfor os franskmænd, ledede lejren.

Men koncentrationslejrens brutale virkelighed gik lidt efter lidt op for os ved uddelingen af udstyr: tallerken og ske med indgroet skidt, liggeunderlag og et trevlet tæppe, der stank og var befængt med utøj. Hver barak havde en central midtergang og til hver side, på to etager, var der indrettet en slags rum kun adskilt fra hinanden med gamle tæpper. En enlig pære forsynede hele gangen med lys. I hvert rum boede adskillige personer. Det var her, at jeg installerede mig imens Fontanet et Baylé, der jo var gået ud af École Polytechnique boede i "officersbarakken", hvor jeg besøgte dem.

Det var under et besøg, at jeg bemærkede at Jean Rousseau, som jeg havde kendt på Saint-Louis Gymnasiet også boede der. Han var blevet optaget på École Polytechnique i 1943.

Barakken blev ledet af Kaptajn Louis som var den ældste officer.

Jeg forklarede ham, at jeg selv var blevet optaget på École Polytechniqe to gange, både i 1941 og 1942, men at jeg havde meldt mig ud for at komme ind på École Normale i stedet. Jeg mente derfor, at jeg havde mindst lige så god grund som Jean Rousseau til at bo i officersbarakken. Kaptajn Louis, som også havde været i Barbastro og Saragoose samtidigt med os andre, bad mig straks om at hente mine ting, dvs. næsten intet, hvilket jeg gjorde omgående.

Dagligdagen i Miranda var naturligvis hård og hygiejnen meget dårlig – lejren lå ved Èbre floden, 80 km syd for Bilbao, i 460 meters højde og vi var i december måned. Men vi kunne trods alt færdes frit indenfor murene, hvilket var en stor fordel.

Hver 14.dag blev nye lister hængt op med navnene på de flere hundrede personer der dagen efter skulle af sted ud i friheden. Fontanet, Baylé og jeg var på listen den 24. december og dagen efter gik vi ud af Miranda lejrens porte som frie mænd i Spanien.

Da vi kom ud fra Miranda lejren blev vi modtaget af repræsentanter fra Comité Français de Libération Nationale (Den franske Komité for den Nationale Befrielse) som havde hovedsæde i Alger. Endelig kunne vi indtage et rigtigt måltid mad i en restaurant i Miranda og i løbet af aftenen tog vi toget til Madrid, hvortil vi ankom den 26. december om morgenen. Vi blev ført til et Røde Kors center, hvor vi efterlod det tøj, som vi havde båret kontant siden den 4. oktober, datoen for vores afrejse fra Paris. Klædt i nyt tøj, barberede, renvaskede, mætte påny, gav man os en smule spanske penge med besked om, at indfinde os igen om aftenen inden afgangen til Malaga. Jeg aflagde visit hos Guy Lefort, tidligere elev fra École Normale årgang 1939, som var fransklærer på det franske gymnasium i Madrid.

Hr. Carcopino, direktøren for École Normale og M. Bruhat, underdirektøren, havde sendt flere elever fra skolen til Madrid for at de kunne undgå det tyske tvangsarbejde. De havde naturligvis, udstyret med visa, kunne rejse til Madrid med sovevogn… Leforts adresse var én af dem jeg havde lært udenad. Da han modtog mig, sagde Lefort, ikke uden stolthed i stemmen, at han og kollegaerne fra gymnasiet nu også havde sluttet sig til

de Gaulle… Da jeg spurgte, hvad det indebar, svarede han : "ja, det var ikke længere Pétain der betalte dem, det var nu de Gaulle, de fik løn af !" Jeg lykønskede ham for den flotte indsats og fortalte ham, at efter 2 måneder i spanske fængsler, var jeg nu på vej til Marokko for at slutte mig til luftvåbenet.

Vi forlod Madrid i bus og kørte hele natten – busserne var komfortable, men alt forekom os komfortabelt. Ved daggry gjorde vi ophold en halvtimes tid ved Grenada og ankom til Malaga op af formiddagen. Det var mandag den 27. december 1943.

De ca. 1500 franskmænd, der nu afventede den endelige afgang til Marokko kom hovedsagelig fra Miranda lejren, men også fra hoteller og pensioner i nærheden, hvor de unge mænd der havde erklæret sig under 18 år havde opholdt sig. I ventetiden boede vi alle i byens arena, hvor man havde lagt halm ud som soveunderlag for os.

I dagens løb var vi frie.

Fra den 21. oktober til den 29. december forlod i alt seks konvojer af to skibe Malaga med ca.9000 undslupne fra Frankrig.

Den 29. december gik Fontanet, Baylé og jeg sammen med de 1500 øvrige ombord i skibene Le Sidi Brahim og Gouverneur général Lépine.

Om eftermiddagen så vi fra rælingen den spanske kyst glide væk.

Vi var pa vej til Marokko! Den 31. december 1943 gik jeg fra borde og satte foden på det afrikanske kontinent i Casablanca. Flugten fra Frankrig, rejsen Paris-Casablanca var til ende. Den havde varet 88 dage.

Fredag den 31. december 1943 blev vi alle overført fra skibene til en transitlejr, hvor vi skulle ordne utallige formaliteter. Den første bestod i udarbejdelsen af et foreløbigt identitetskort, etableret udelukkende udfra den enkeltes erklæringer. Derefter blev vi længe udspurgt om vores curriculum vitae, vore studier, turen over Pyrenæerne og opholdet i Spanien. Jeg fik således oplyst at min udnævnelse til underløjtnant løb fra den dato hvor vi var kommet ind i Spanien, den 18. oktober. Alle elever fra de 4 militærskoler : École Polytechnique, École de St. Cyr, École Navale, École de l’Air og elever fra de fem følgende civile skoler École Normale Supérieure, École des Mines de Paris, École des Ponts et Chaussées, École Coloniale og École Centrale de Paris blev udnævnt til underløjtnanter på de samme betingelser.

Andre officerer udspurgte os om oplysninger, der kunne være interessante for de kommende kampe i Frankrig ; jeg oplyste således det lidt jeg vidste om installationerne på stranden i Les Lecques og om villaerne. Derefter skrev jeg kontrakt med luftvåbenet for hele krigens varighed. Fra dette tidspunkt skiltes mine veje med Fontanet et Baylé. Fontanet engagerede sig i artilleriet og Baylé i kampvognsregimentet. De, der var flygtet fra Frankrig, kunne selv vælge i hvilken del af hæren de ville kæmpe; I hver eneste ankomst fra Spanien befandt sig falske soldater fra Alsace – i virkeligheden tyske spioner fra Wehrmachten. De blev straks skudt.

Mandag den 4. januar, forlod jeg transitlejren og tog hen til depot nr. 209 i Casablanca, hvor jeg fik udleveret mit militærudstyr. Derefter afventede jeg min afgang til Alger, hvor min identitet skulle kontrolleres : rigtigheden af min optagelse på École Normale osv.

Under mit ophold i Casablanca tog jeg hen til André Moitessier, min mors fætter, hvis adresse var endnu én af dem jeg huskede udenad. Han fortalte at Marcel Boiteux, som var min klassekammerat på skolen var ankommet til Casablanca via Gibraltar, for et par måneder siden. Under hele skoleåret 1942-1943 havde vi delt værelse og ingen af os anede at den anden havde planer om at afbryde studierne for at tilslutte sig de franske styrker i Nordafrika; det viser lidt om den hemmeligholdelse, den slags planer var omgivet af. Boiteux havde kun været 2 uger om at komme igennem Spanien og havde ikke været i spansk fængsel. Han havde ledt nogle amerikanske piloter, der var styrtet ned i Frankrig, over Pyrenæerne og disse amerikanere havde kontaktet den amerikanske ambassade i Madrid, straks de var kommet til Spanien. Franco sendte ikke amerikanere i fængsel. En ansat fra ambassaden havde hentet piloterne og ført dem til Gibraltar og dermed også Boiteux.

Ved depot nr. 209 stiftede jeg bekendtskab med Langlois-Berthelot som var kommet fra Spanien i den samme konvoj som jeg. Han ventede ligeledes på sin overførsel til Alger. Hans ophold i Spanien var forløbet bedre end mit, idet han havde løjet om sin alder og derfor var blevet placeret i en pension ved havet. Han havde været bedre informeret end jeg, inden flugten til Spanien !

Endelig blev vi sendt til Alger med tog, komfortabelt installeret i kreaturvogne.

En enorm hær af amerikanske, engelske og franske soldater befandt sig i Nordafrika og transport i regionen led selvfølgelig herunder. Efter utallige ophold undervejs, bl.a. i Oran, som vi besøgte, kom vi til Alger den 16. januar. Vi hørte under base nr. 320, hvor vi efter en række nye formaliteter endelig fik udleveret vores definitive identitetskort. Selve udnævnelsen til underløjtnant indfandt sig først den 3. marts !

Straks efter min ankomst til Alger gik jeg hen til Algers radiostation for at få en besked igennem til Frankrig : "tapirens snude vender mod himlen". Det var den kode jeg havde aftalt med mine forældre og nogle få venner. Når denne besked kom i radioen, var det tegn på, at jeg havde nået målet. Mine forældre hørte ikke beskeden, men én af mine venner gjorde og bragte dem straks nyheden.

I de seks uger jeg tilbragte i Alger besøgte jeg Georges Darmois, professor ved universitetet i Paris, som på det tidspunkt opholdt sig i Alger. Jeg fik således kendskab til, at også Yves Rocard, en anden professor fra universitetet i Paris, var i Alger. Jeg havde fulgt hans undervisning i de timer han gav for førsteårs studerende på École Normale. I juli havde han eksamineret mig i mundtlig fysik. Hr. Rocard havde forladt Frankrig ombord i et fly; han var specialist i radiofyr og englænderne havde sendt et Lysander-fly for at hente ham. Det var landet på en mark ved Poitiers natten mellem den 13. og 14. september 1943. Lysander flyet var et lille etmotors fly med plads til fire personer: en pilot, en skytte og to passagerer. Lysanderne landede på marker anvist af modstandsfolk i nætter med fuldmåne. Ca. 640 personer var således blevet hentet ud af Frankrig til England. Dette tal bør sammenlignes med de 23 000 der flygtede over Pyrenæerne og de 7 000 det mislykkedes for. Hertil skal tilføjes nogle tusinde udlændinge.

Under mit ophold frekventerede jeg næsten dagligt Alger universitetsbibliotek. Jeg ønskede naturligvis at vende tilbage til École Normale efter krigen og fuldende min ingeniøruddannelse og jeg ville derfor ikke risikere at glemme den matematik som jeg netop var begyndt at lære. I biblioteket læste og redigerede jeg en demonstration af Hadamards teorem om fordelingen af primtal og jeg begyndte at studere transcendentaltal. Jeg erhvervede ligeledes i Alger en af de få videnskabelige bøger som jeg kunne finde: de 3 bind om himmelrummets mekanik af Henri Poincaré. Jeg aflagde også visit hos min onkel Albert Fabry og min tante ; de boede rue Claude Bernard i en villa med en smuk udsigt over byen. De var meget gæstfrie og jeg overnattede hos dem flere gange.

I begyndelsen af marts modtog Langlois og jeg vores udnævnelser til underløjtnanter og samtidig løn med tilbagevirkende kraft og allerede den 3. marts var vi på vej tilbage til Casablanca, denne gang i en rigtig togkupé. Vi blev indskrevet ved "Center for forberedelse af flyvepersonel" med ca. 20 andre franske aspiranter. Vi var udsete til at blive de næste, der skulle instrueres som navigatører i luftvåbenet. Vi blev i Casablanca indtil den 12. april.

Den 13. april ankom hele vores hold til Skolen for flyvepersonel i Marrakech. Kommandanten, der ledede skolen, fandt det unormalt at Langlois og jeg var blevet udnævnt til underløjtnanter uden nogensinde at have været soldater. Han befalede derfor, at vi skulle logere og spise på de samme vilkår som de øvrige aspiranter på skolen. Sove i køjesenge i store værelser generede os overhovedet ikke, men til måltiderne måtte vi stå i kø med vores tallerken foran de marokkanske soldater der serverede. Disse soldater var overraskede over at se to officerer stå i kø med de andre aspiranter der endnu kun var soldater : de spurgte sig selv, om det mon var en slags straf… Langlois og jeg følte os så utilpasse ved situationen, at vi efter et par dage tog vores distinktioner af uniformen. Sagen forekom mig meget ubehagelig og jeg foreslog Langlois, at vi skulle gå til kommandanten for at forklare ham den. Da Langlois nægtede gik jeg selv hen til ham og han indså, at han havde gjort en fejl og fra den dag sov og spiste vi sammen med de øvrige officerer.

På skolen i Marrakech valgte jeg at tage certifikat som luftnavigatør. For at opnå dette, fulgte vi en række teoretiske kurser som vore instruktører betegnede som værende på universitetsniveau. Jeg mente nu, de kunne sidestilles med niveauet i 1. G. På samme tid fløj vi også, enten som navigatørelev eller som passager, idet vi, for at bestå prøven skulle have mindst 100 flyvetimer. De fly, vi fløj med, var Leo 45 - og Cessna fly. Livet på flybasen kostede os næsten intet og 90% af vores løn gik til lommepenge. Derfor tog vi i flok hver måned, når vi havde fået løn, ind til luksushotellet La Mammounia for at spise et godt måltid. Hotellet var verdenskendt og Churchill kom der for at hvile ud ; maden var excellent og priserne derefter…

En dag havde jeg lejlighed til at mødes med Fontanet og Baylé og tilbringe en dag med dem i Mogador, det senere Essaouira. Jeg var taget af sted uden tilladelse, som jeg uden tvivl ikke ville have opnået. Da jeg kom tilbage fortalte man mig, at jeg netop den dag var sat på flyveplanen og det var kun takket være mine kammeraters gode vilje og en forstående instruktør, at jeg havde undgået en straf.

Hen imod slutningen af kurset var Langlois ude at flyve som passager med en pilotelev – denne elev lavede en mislykket landing og de døde begge. Tillige med fem andre venner bar jeg hans kiste ved begravelsen i Marrakech.

Den 18. august var uddannelsen tilendebragt. Jeg sluttede som nr. 1, hvilket ikke var særlig svært og fik dermed mit navigatørcertifikat. Vi skulle derefter specialisere os og jeg valgte de tunge bombefly. Træningsprogrammet til disse fly foregik i England. Den 20. august tog jeg af sted til Baraki depotet i nærheden af Alger med den del af de øvrige elever fra kurset der ligeledes havde valgt de tunge bombefly. Vi forlod Alger den 7. september 1944 med kurs mod England – vi sejlede i konvoj og vi var fremme i Greenock i Skotland, nær Glasgow, den 14. september.

Vi tilbragte et par dage i nærheden af London i et transitcenter kaldt "Patriotic School". I London mødte jeg tilfældigt general Leclercs pilot som næste dag i Paris, postede det første brev som jeg havde kunnet få af sted til mine forældre siden min afgang fra Frankrig. I London, den 25. september 1944, købte jeg en matematikbog "A course of Modern Analysis" af Whittaker og Watson. Under hele mit ophold studerede jeg intenst indholdet af denne bog, stadig med henblik på min tilbagevenden til École Normale. Jeg skrev også en artikel om anvendelse af kædebrøker til konstruktion af transcendentaltal". Da kontakten imellem Frankrig og England var blevet genoprettet sendte jeg denne artikel til min far, som overgav den til "Videnskabeligt Nyt", der trykte den.

Efter London blev jeg sendt til et center i Filey, derefter til Dumfries i Skotland til "Advanced Training Unit", hvor jeg blev fra 10. oktober til 4. december. Derefter blev jeg flyttet til Lossiemouth, stadig i Skotland, til et andet center "Operational Training Unit". Her blev jeg fra den 2. januar 1945 til den 9. marts. I dette center blev mandskabene sat sammen og vi fløj natflyvning. Lossiemouth er beliggende på den 58. nordlige breddegrad og det var vinter, hvilket gjorde stedet velegnet til natflyvning, idet mørket faldt meget tidligt på. Navigatørerne fløj også som 2.navigatør sammen med andre mandskaber. En nat fløj jeg sammen med et engelsk mandskab og ved landingen brød landingsstellet sammen. Flyet brød ud i flammer ved kontakten med landingsbanen. Alle englænderne havde held med at komme ud af nødudgangene, hvilket ikke lykkedes for mig, hele flyet var omspændt af flammer. Maskinen, et Wellington fly, bestod af en aluminiumsstruktur betrukket med lærred. Jeg flænsede lærredet imellem metalstiverne og da jeg er meget slank slap jeg således ud af flyet, imens det engelske mandskab undrede sig over hvor "the french navigator" var blevet af… Vi blev alle reddet, men de af vore kammerater, der havde set ulykken på afstand var overbeviste om, at vi havde mistet livet.

Den 9. marts blev mandskaberne fra Lossiemouth sendt til en anden base, hvor vi skulle tilpasses flyvning med Halifax fly. Det var disse maskiner, vi skulle bruge i kamp. Den 5. maj 1945 ankom vi til Guyenne gruppen, en af de to grupper af tunge bombefly som de frie franske styrker rådede over. Vi blev modtaget med megen ironi og vi, ja, vi var jo meget bitre over, at afslutte vores svære eventyr, der havde varet næsten 2 år, på denne måde. Tre dage efter underskrev Tyskland sin ubetingede kapitulation og krigen var forbi.

Vi overfløj Tyskland og vi droppede vores, nu nytteløse, bomber i Nordsøen. Den 18. juni 1945 deltog vores mandskab i paraden på Champs Elysées – vi fløj over avenuen på det rette tidspunkt og returnerede derefter til Elvington.

I juli måned blev jeg tilknyttet den deling, der skulle forberede installationen af de to grupper tunge bombefly, Guyenne og Gascogne, på basen i Mérignac i nærheden af Bordeaux. Det var fra den selv samme base, at general de Gaulle var taget af sted til London den 17. juni 1940 !

Fra Bordeaux havde jeg lejlighed til at tage til Paris for at gense mine forældre efter 21 måneders fravær. I Mérignac læste jeg til den sidste eksamen som jeg manglede : rationel mekanik.

Jeg blev demobiliseret på personalekontoret i Paris, den 21. oktober, 2 år og 3 dage efter at have passeret den fransk/spanske grænse. Den 24. oktober bestod jeg min eksamen i rationel mekanik og jeg vendte tilbage til École Normale for at afslutte mit andet og sidste år.